Behind the scenes i Statsministeriet
I foråret 2016 lavede jeg en aftale med Mette Frederiksen om at skrive hendes biografi, hvis hun en dag blev statsminister. Da ’Det første år’ udkom i maj 2021 var det en helt anden bog end nogen af os havde forventet dengang.
Coronakrisen ændrede alt for landet – og for min bog.
Som den eneste journalist blev jeg lukket ind i Statsministeriet i de skelsættende måneder, der ændrede danmarkshistorien. Jeg har haft eksklusiv adgang til statsministeren, hendes nære stab og har interviewet centrale embedsmænd, oppositionspolitikere og ministre.
I mit foredrag kan du høre, hvad der skete før, under og efter de berømte pressemøder, til valgaften 5. juni 2019, hvor Mette Frederiksen blev landets hidtil yngste statsminister, og hvordan hun igennem næsten 10 år forberedte sig på at skulle blive en mere magtfuld statsminister end sine forgængere.
Statsminister – verdens mest ensomme job?
I dette foredrag går jeg bag om dokumentarserien ‘Statsministerene’. Fra min allerførste telefonsamtale til Poul Schlüter, der syntes ideen lød ”helt forfærdelig”, til de historiske dage på Marienborg hvor de fem statsministre (Poul Schlüter, Poul Nyrup Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen) var samlet i to dage.
Både foredraget og serien er en rejse gennem de seneste 35 års Danmarkshistorie – fra kartoffelkur til finanskrise – som de oplevede den. Og så er det et portræt af det, der bliver kaldt verdens mest ensomme job og af de fem danskere, der som de eneste i landet ved, hvordan det er at sidde med det allerøverste ansvar. Hør om deres kriser, deres sejre, hvilken pris de betalte for jobbet og om Lars Løkke kan lave en parodi på Poul Nyrup.